Min socialpolitik er centreret omkring at skabe social tryghed. For at opnå social tryghed er det vigtigt, at enhver, der kan forsørge sig selv, gør det. Samtidig har vi et medansvar for at hjælpe de mennesker i vores samfund, der ikke kan klare sig selv, og det er vores pligt at give dem ordentlig hjælp.
Som medborgere har vi ansvaret for at støtte de mest sårbare borgere. Det betyder, at vi skal opmuntre dem, der kan, til at bidrage på arbejdsmarkedet så længe som muligt. En god socialpolitik er kendetegnet ved at sikre hjælp til dem, der er udsatte i samfundet. Socialpolitik er en vigtig del af vores velfærdssamfund.
Vores ansvar over for de sårbare skal være præget af respekt for den enkeltes integritet. Samtidig skal hjælpen være udformet på en måde, så modtageren føler personligt ansvar og motivation til at komme ud af sin sociale situation, hvis de er i stand til det.
Mennesker, der ikke kan forsørge sig selv gennem arbejde, skal sikres en rimelig levestandard. Den sociale indsats bør især fokusere på de mest sårbare grupper.
Min socialpolitik vil sikre, at alle kan udnytte deres ressourcer og evner maksimalt. Hvis vi bedst fremmer social tryghed ved at give alle mulighed for uddannelse og arbejde, er det vigtigt at hjælpe folk med at opnå et aktivt arbejdsliv. Ingen bør blive opgivet eller parkeret som passive forsørgede på samfundets margen. I stedet skal der tages hånd om den enkeltes problemer og eventuelle anbefalinger fra behandlere med respekt.
Kommunen er til for borgerne, og ikke omvendt.
Jeg mener, at kommunen har et socialt ansvar over for de sårbare borgere i kommunen, og de bør tage dette ansvar seriøst.
Det er ikke rimeligt, at borgerne selv skal have styr på lovgivningen og vide, hvilke rettigheder de har. Det er kommunens opgave at være ansvarlig for at informere borgerne om deres rettigheder.
I dag har kommunen en økonomisk interesse i at fokusere på rettigheder, der ikke koster dem penge på lang sigt. Men kommunen bør prioritere social ansvarlighed og hjælpe borgerne først.
Som næstformand i Øbrohus har jeg gentagne gange oplevet, at udsatte borgere, der er tildelt en almen bolig, flytter ind uden grundlæggende nødvendigheder som en seng eller basis køkkenudstyr som potter og pander. Mange gange er borgeren ikke engang klar til at flytte ind. De ved ikke, hvordan man opfører sig overfor sine naboer, hvordan man betaler husleje osv. De bliver overladt til sig selv, mens kommunen giver sig selv et skulderklap for at have opfyldt de basale lovgivningskrav. Kort tid efter er borgeren tilbage i den samme situation og skal starte forfra.
Dette medfører unødvendige udgifter for kommunen og de almene boligselskaber. Boligselskaberne bruger tid og penge på at udsætte borgeren på grund af brud på husordenen, dårlig vedligeholdelse af boligen, manglende huslejebetaling osv. I det hele taget er det ofte de med lavest indkomst, der bor i almene boliger.
Kommunen bruger unødvendige ressourcer på at genbehandle sagen, tildele og betale for en ny bolig. Når borgeren er flyttet ind i en bolig på en §59-aftale, er det kommunen, der betaler for istandsættelse af boligen bagefter.
Hvis man havde støttet borgeren i den første periode og sikret, at de følte sig godt tilpas og trygge i deres nye hjem, og fulgt op med besøg efter behov og ønske, kunne man have sparet mange penge, ressourcer og frustrationer. Dette kunne gøres i samarbejde med de almene boligselskaber og forskellige hjælpeorganisationer som f.eks. Røde Kors og Blå Kors.
Desuden bør Københavns Kommune undersøge, hvorfor de har flest afgørelser imod dem i Den Sociale Ankestyrelse i hele landet. De bør udarbejde og implementere en handlingsplan for at rette op på denne situation.
Med venlig hilsen
Flemming Biirsdahl
Stolt medlem af Moderaterne